Ny DanBred transporter sikrer højeste dyrevelfærd og sundhed


BæredygtighedDanmarkEuropaNyhederSundhedTransport

DanBred eksporterer hvert år mange tusinde avlssvin fra danske avls- og opformeringsbesætninger til svineproducenter i hele verden, og i Europa foregår denne transport i DanBreds egne SPF-SuS godkendte lastbiler. Nu udvides denne flåde med en helt ny type trailer, der blandt andet kan bryste sig af at have integreret aircondition, UV-anlæg, temperaturfølere, CO2- og fugtighedsmålere samt solceller på taget; alle specialdesignede funktioner, der sikrer en bæredygtig transport med fuld fokus på dyrevelfærd og -sundhed.

I de seneste år har DanBred opfyldt sine ambitioner om at opbygge en betydelig transportkapacitet, der skulle sikre, at virksomheden kunne tilbyde sikker transport med høj smittebeskyttelse til de mange kunder i virksomhedens værdikæde. De første skridt blev taget i sommeren 2018, hvor DanBred investerede i egen vognpark med 8 lukkede lastbiler, og i begyndelsen af 2020 blev der udvidet med en række helt nye biler med maksimal fokus på transporteffektivitet, driftssikkerhed og brændstoføkonomi. Og nu er seneste skud på stammen så kommet til; en række nye grisetrailere, der med sine mange funktioner sætter fuld fokus på dyrevelfærd og -sundhed.

”Vi er meget begejstrede for de nye tilføjelser til vores vognpark,” siger Ulrik Møller, Logistics Manager hos DanBred. ”Vi har hele tiden fokus på at finde de bedste løsninger, der sikrer et højt niveau af velfærd og sikkerhed for både vores værdifulde last og vores dygtige chauffører, og det mener vi bestemt, at vi har fået med vores nye type trailer. Der er tale om grisetransport på første klasse.”

Ud over den nye række af trailer, er der også kommet nye trækkere til fra den absolutte topmodel i Scanias nye lastbilgeneration – S-serien – der med et ekstra højt placeret og rummeligt førerhus har masser af komfort til langturskørsler i Europa.

 

Integreret aircondition- og UV-anlæg

Den nye type trailer er specificeret efter alle kunstens regler, og er specialdesignet til transport af DanBred avlssvin efter SPF-systemets høje standarder. Dermed er trailerne også godkendt at SPF-SuS, hvilket vil sige, at de kan køre med avlssvin til danske stalde med sundhedsstatus og til kunder i hele Europa, som forventer at modtage dyr af høj kvalitet og sundhedsstatus.

Alle udefrakommende bakterier bliver dræbt i et effektivt ventilationssystem, hvori der er installeret et højteknologisk UV-anlæg, som luften passerer, inden den kommer ind i traileren. Derudover er trailerne også udrustet med et integreret airconditionanlæg. Det betyder, at de kan nedkøle temperaturen med ca. 10° C, hvis udetemperaturen er under 40° C, og hvis vejrforholdene ligger i den anden ende af skalaen, er de også udrustet med oliefyr, så der altid kan være 18° C inde hos dyrene. For at regulere forholdene er der otte temperaturfølere, tre CO2-målere og to fugtighedsmålere, og så er der også tre indvendige kameraer, så chaufføren kan holde øje med dyrene fra førersædet.

Alle disse specifikationer sikrer, at dyr leveret i denne nye type trailer nyder godt af maksimal dyrevelfærd under transporten, samt at deres høje sundhedsstatus ikke kompromitteres under kørsel gennem områder, der måtte døje med uønskede sygdomme.

”DanBreds leverandører producerer avlsdyr i verdensklasse, og de fortjener naturligvis at blive transporteret på 1. klasse, når de sendes til kunder i hele Europa,” siger Ulrik Møller. ”De forventer, at dyrene når frem med samme høje kvalitet og sundhed, som de havde, da de forlod Danmark, og vi er ikke interesserede i at levere andet end avlsdyr i verdensklasse.”

 

Tre etager med solceller

Der er tale om en 3-akslet lukkede og isolerede trailere i tre etager med justérbare dæk samt stor hydraulisk læsserampe bag. Hver trailer har i alt 91 m2 gulvplads, hvilket giver plads til ca. 180 avlssvin á 80 kg. Den nederste og midterste etage er opdelt i 5 rum á ca. 6 m2, mens øverste etage kan laves til 12 enkeltbokse med plads til én orne i hver boks. Denne opdeling er med til at sikre dyrene under transporten ved at sørge for, at alle dyr har plads nok i boksene, hvor de desuden har fri adgang til frisk drikkevand.

Derudover kan de to øverste dæk og hele taget justeres i højden under læsning og losning af svinene, så der er bedst mulige arbejdsforhold for chaufføren. Det samme gælder ved vask og desinfektion med det indbyggede vaskeanlæg mellem hvert læs. Endeligt er trailerne også miljøvenlig, idet de er udrustet med solceller på taget, der laver strøm til trækkeren. Dette giver ikke kun øget bæredygtighed, men vedholder også DanBreds fokus på transporteffektivitet og brændstoføkonomi.

 

Højeste komfort og sikkerhed for chauffører

De nyeste tilføjelser i flåden omfatter som sagt også Scania 520 S 4×2 sættevognstrækkere, der er udrustet med råstærke drivliner i form af V8-motorer på 520 hk/2.700 Nm, GRSO905R-gearkasser med overgear og integreret Retarder samt enkeltreduceret R780-bagtøjer med økonomisk 2,59:1-udveksling ved motorvejskørsel.

Oven på drivlinen er der specificeret Scanias største langtursførerhus med fladt gulv og al tænkeligt komfort- og sikkerhedsudstyr, der skal sikre høj velfærd for chaufføren på de mange transportture gennem Europa. Det gælder blandt andet komplet læderindtræk, fuldautomatisk klimaanlæg, termo-sideruder, stort 4×20 W infotainment-system med integreret navigation, højresvings- og bakkamera, kaffemaskine, mikroovn og køleskab og en lang række øvrige indstillinger, der kan tilpasses af den enkelte chauffør.

Bilerne er opbygget hos Scania Danmark i Vojens, hvor de i tillæg til fuld alu-dørk, rummelige værktøjskasser, kamerasystemer mv. også blev monteret med den kraftigste Eco-drive-generator. Det er en særlig kraftig generator, der trækkes hydraulisk af et motorkraftudtag til produktion af store mængder strøm.

”Årsagen er ikke, at chaufførens kaffemaskine skal kunne køre i døgndrift, men at denne nye type trailer har brug for så store mængder strøm til drift af bl.a. ventilations- og airconditionanlæggene, som sikrer at dyrene forsynes med frisk, filtreret og tempereret luft under transporten i de lukkede trailere. På den måde når de ud til vores kunder med højeste kvalitet, sundhed og velfærd”, afslutter Ulrik Møller.





Tilbage

Kunder får mest ud af DanBred





HOLD DIG OPDATERET

Tilmeld dig DanBreds nyhedsbrev med sidste nyt om effektiv drift, økonomi, genetik og sundhed. Kort sagt alt, hvad der er relevant for moderne svineproduktion – hverken mere eller mindre.




Jeg giver DanBred P/S tilladelse til at sende mig emails om effektiv svineproduktion, økonomi, genetik og sundhed mv. Vi skriver kun når vi har noget relevant på agendaen og aldrig mere end 2 gange om måneden. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Kontakt DanBred

Vi kan hjælpe med overgangen til DanBred genetik, leverancer, transport etc. Book en tid, så ringer vi når det passer dig.


Book en tid eller et møde nu