I dag tager DanBred endnu et vigtigt skridt mod at øge søernes produktive liv. So-overlevelse er en ny egenskab i avlsmålet for DanBred Landrace og DanBred Yorkshire. Fra i dag vil de kommende generationer af DanBred søer være endnu mere robuste og bidrage til bedre dyrevelfærd og øget arbejdsglæde på staldgangen.
I årevis har DanBred fokuseret på holdbarhed og styrke i de balancerede avlsmål. De seneste år har vi gennemført en række avlstiltag, som har bidraget til mere robusthed og øget overlevelse i dansk griseproduktion. I 2021 introducerede afdelingen for Avl & Genetik, Landbrug & Fødevarer, en ny genetisk model, der tager højde for sammenhængene mellem alle egenskaber i DanBreds avlsmål. Dette flyttede vægten endnu mere hen imod robusthed og overlevelse, da det betød mere nøjagtige avlsværdier. Allerede dengang kunne vi at se effekten gennem forbedringer på overlevelse understøttet af resultater fra både avls- og produktionsbesætninger.
Nu når DanBred endnu en vigtig hjørnesten i dette arbejde, da vi implementerer so-overlevelse i avlsmålet for DanBred Landrace og DanBred Yorkshire.
Banebrydende avl
Gennem bl.a. et ph.d.-projekt har Avl & Genetik-afdelingen forsket i nye og innovative metoder til at forbedre søernes robusthed. Efter flere års intenst forskningsarbejde implementerer vi nu so-overlevelse i avlsmålet.
Det avlstekniske arbejde omkring so-overlevelse er helt unikt, da data nu opsamles på mindst 100.000 søer i produktionsbesætninger hvert år.
”Det er et helt banebrydende stykke forskningsarbejde, som har været et stort fokusområde i vores afdeling de sidste fem år. Med den nye avlsmetode, der er udviklet, kan vi nu implementere so-overlevelse, som vil bidrage til mere robusthed hos søerne i produktionsbesætningerne,” forklarer Tage Ostersen, afdelingsleder hos Avl & Genetik, Landbrug & Fødevarer.
Ingen andre har den samme innovative tilgang til avl for so-overlevelse, hvor data indsamles direkte i produktionsbesætningerne.
Årlig forbedring med nye generationer
Avlsfremgangen for so-overlevelse vil løbende slå igennem hen over de næste år, mens effekten af avlsfremgangen akkumulerer. Ventetiden skyldes, at de ældre søer i produktionskæden skal udskiftes med nye generationer af søer, før der er fuldt gennemslag af avlsfremgangen i alle DanBred so-hold.
”Selvom avlsfremgangen for so-overlevelse slår igennem løbende, vil producenterne allerede mærke en forskel i dag på baggrund af de avlstiltag, der er indført de seneste år. Det skyldes, at vores modeller tager højde for alle genetiske sammenhænge, der måtte være mellem avlsmålsegenskaberne, og at vi allerede har indført en ny egenskab for pattegriseoverlevelse, som har en stærk gunstig sammenhæng til so-overlevelse,” fortæller Tage Ostersen.
Data fra flere søer bidrager til bedre resultater
Et af de innovative elementer i det nye avlsmål er, at data hentes på over 100.000 krydsningssøer årligt fra de produktionsbesætninger, som har DanBred Kernestyring®. I DanBred avlsprogrammet er der udviklet helt nye statistiske og tekniske metoder til håndtering af data. Derudover indgår data fra hele soens liv, lige fra første løbning til sidste faring, i avlsmålet for so-overlevelse.
”Vi har fokuseret på at få udviklet de helt rigtige metoder. Det betyder, at vi kan udnytte den store mængde data fra 100.000 søer årligt. Med det datagrundlag, og at egenskaben måles i produktionen, ved vi, at vi vil se en større avlsfremgang for so-overlevelse i de danske besætninger,” forklarer Tage Ostersen.