Skift af genetik førte til bedre resultater

Thygrisen er kommet stærkt fra start efter en totalsanering i 2025, der inkluderede et genetikskifte til DanBred. Christian og Anja Hvelplund havde et ønske om flere levendefødte og højere kødprocent, og allerede nu kan de se deres DanBred søer leverer.

 

Når man går igennem stalden, er der ro på. I farestalden ligger søerne roligt, mens pattegrisene får en tår mælk, og i løbe- og drægtighedsstalden kigger de nysgerrigt op eller kommer hen for at se, om man har noget lækkert med.

Thygrisen har 1450 DanBred søer og mærker, at de er ved at have helt styr på management efter skiftet – selvom der var større forskel end forventet.

Christian Hvelplund driver Thygrisen sammen med sin bror, Erik Hvelplund, som er ansvarlig for markdriften – og Christians kone, Anja, har overblikket i soholdet. Hendes erfaring spiller en stor rolle i hverdagen, men især under saneringen i 2025, hvor de skiftede til DanBred genetik.

 

Ny genetik betød ændrede rutiner

En skuffende kødprocent var den primære årsag til, at de tog beslutningen om at skifte genetik i forbindelse med totalsanering. Omvendt var det et stort arbejde at få så mange polte gennem karantæne og drægtighed med en anden genetik. Men allerede nu ser de positive resultater hele vejen rundt.

Til trods for de mange løbninger har de nærmest ikke set nogen omløbere, om end de lige skulle lære søernes brunsttegn at kende. I sensommeren 2025 kom de første faringer, og selvom der var travlt, gik det efter planen. Både Anja og Christian var indstillede på, at der var forskel på genetik. Alligevel er det kommet bag på dem, hvor stor forskellen er, og hvilke tilpasninger der skulle til. Derfor har de justeret undervejs for at finde rutiner, som fungerer for deres søer og medarbejdere med hjælp fra dygtige rådgivere.

Foderkonsulent Flemming Laursen fra Vilofoss, svineproduktionsrådgiver Henrik Bech Pedersen fra Ceva og formidlingskonsulent Henrik Henriksen fra DanBred har hver især hjulpet Thygrisen på vej med gode råd om ekstra lys, det rette foder og tilpasning af deres slagtestalde til karantæne for poltene.

“De har et stærkt hold og et gennemtænkt staldsystem. Generelt er de åbne for forslag men fastholder et så enkelt koncept som muligt – og det fungerer rigtig godt,” siger Henrik Henriksen fra DanBred.

 

Christian Hvelplund driver Thygrisen sammen med sin bror Erik Hvelplund.

 

Mælken står ud af patterne

En positiv overraskelse er søernes imponerende malkeevne. DanBred søerne malker bedre end den tidligere genetik, og de oplever ingen problemer med at få dem til at passe mange grise.

 

”Det er lige så det står ud af patterne – det er vi ikke vant til! Vi finder sjældent ikke-funktionelle patter, og de kan sagtens passe mange grise.”

 

Som udgangspunkt lægges søerne ud med 15–16 grise, uanset antallet af patter. Enkelte søer får 17 pattegrise lagt til, hvis Anja vurderer, at de kan klare det. Lige nu ligger besætningen på 15 grise i egenfravænning.

Medarbejderne bruger heller ikke mange kræfter på faringshjælp, da søerne kan klare det selv og kvittere med kun 0,8 dødfødte per kuld. I farestalden er der lovende resultater, og selv de mindste grise klarer sig godt. Samtidig har Thygrisen fravalgt at kastrere, hverken medicinsk eller kirurgisk.

 

”Alle grise skal leve op til den kvalitet, som vi selv ønsker i stalden,” siger Christian, som også henviser til, at de driver en full-line produktion. 80% af alle smågrisene sørger de selv for fede op og sende til Tican, mens de resterende 20% sendes til nærtliggende slagtegriseproducenter, der også leverer til Tican. Thygrisen oplever ikke udfordringer med at producere hangrise og ser derfor ingen grund til det ekstra arbejde eller stresse grisene unødigt med kastration – så enkelt som muligt.

 

 

Høj kvalitet og det rette staldsystem

På ejendommen er der ikke meget tilbage af det oprindelige staldsystem. Thygrisen har derfor selv indrettet staldende efter deres egne idéer. Indretningen giver blandt andet mulighed for mindre grupper, så de oplever færre benskader og slåskampe.

Kvaliteten af poltene der er leveret fra Vestsalling Opformering er tilfredsstillende, og det samme gælder samarbejdet med indehaver Klaus Bjerre. Han er en af DanBreds leverandører, og Christian kendte hans gode omdømme. Derfor får han leveret polte fra Vestsalling, og den beslutning holder han ved.

 

Thygrisen formår at have et højt antal fravænnede per årsso samtidig med de har en høj overlevelse fra faring til slagt.

 

Ingen polt uden foder

Thygrisen laver foderet til alle grisene selv. De fastholder et enkelt koncept uden tilskud, men sørger for at kvaliteten er i top og gennem analyse at tilpasse foderet til grisenes behov. Kornet skal være renset ordentligt, og det samme gælder vandet.

 

”Jeg ved, at hvis vi passer soen ordentligt, så passer hun grisene. Og det betyder kornet skal være renset og af ordentlig kvalitet,” understreger Christian.

 

Hos poltene er de særligt opmærksomme på rygspæk og følger udviklingen med både skanning og vejning samt tildeler kage eller slik som en del af foderet.

 

”Poltene har anlægget for at vokse hurtigt og en høj kødprocent. Så vi er meget opmærksomme på at fodre vores polte, så de får tilstrækkeligt rygspæk inden første løbning og holder løbende øje,” forklarer Anja. Hun mener dog, at de har fundet nogle fornuftige løsninger.

 

Stærke kvinder på holdet

I stalden har de både danske og ukrainske medarbejdere og for nyligt har de også fået fire danske elever. De fleste af medarbejderne har mange års anciennitet og mange af dem er kvinder, som selv har opsøgt dem, og det kan være et tegn på, at udviklingen er ved at vende.

 

”Nogle af dem kom i praktik i forbindelse med landbrugsskolen og valgte at skifte fra kvæg til gris. Vi vil gerne hjælpe næste generation af landmænd ind i faget – og vi synes, de gør det godt,” fortæller Christian.

 

Efter sanering er der kommet ekstra fokus på smittebeskyttelse, hvor der er opsat en kombination af UV-lys og filter fra SKOV, til rensning af luften der kommer ind i stalden. Det minimerer risikoen for smitte. Derudover holdes der fast i hverdagens rutiner. De holder hinanden op på aftaler, og som udgangspunkt skal opgaver håndteres med det samme og ikke udsættes til senere eller den næste, der møder ind. For meget kan gå tabt i kommunikationen, eller man kan glemme.

Christian og Anja har mange års erfaring, og de har fundet rutiner, der fungerer. Derfor skal nye medarbejdere kunne se sig selv i det eksisterende setup. Har de nye idéer er de altid velkomne, men ellers ved de som regel, hvad der virker hos dem.

 

Store og stærke pattegrise hos Thygrisen.

 

Tæt samarbejde med DanBred

Kompetent og tilgængelig rådgivning er også en faktor, når man skal vælge genetik, understreger Anja. Under hele forløbet har formidlingskonsulent Henrik Henriksen fra DanBred været med som sparringspartner.

Ifølge Henrik Henriksen er det en del af opgaven at stå til rådighed, og særligt når kunden ringer om problemer. For det nemmeste er at klare problemer i opløbet, så kunderne hurtigt finder rytmen og kan se resultaterne.

Thygrisen er tilfredse med deres beslutningen om at skifte genetik, og efter et travlt år i 2025 med totalsanering og ny genetik ser de ind i 2026 med ro i maven.

 

 

Del:

Facebook
LinkedIn
WhatsApp

Download vores manual-app!

Mest populær

Hold dig opdateret

Skriv dig op her til at modtage værdifulde indsigter og praktisk viden direkte i din mailboks.

cONTACT danbred

We can help you transition to DanBred genetics, technical services, transport and more. Book a time with us, and we will call you when it suits you.

Get easy access to our knowledge!

Join our list and get valuable insights and practical knowledge directly in your mailbox.

Beviste vi vores pointe?

Tror du, at DanBred kan være det rigtige valg for dig eller en du kender? Klik nedenfor for at komme ind på udviklingen.

GET BIG FAST

DANBRED DUROC
Bred for Business