Dalhus er en af de besætninger, som ofte slår dørene op for andre, der vil lære mere om management og fodring af DanBred grise. I 2025 var so-overlevelsen over 95%.
Kig grundigt på hver enkelt so
Sådan lyder rådet fra Mette Hjort, der driver besætningen Dalhus sammen med sin mand. For søerne er fundamentet for stærke resultater, og hun holder skarpt øje med deres sundhed og trivsel i hverdagen.
Under formiddagens fodring bliver hver so kigget nøje efter. Hvis én har mistet appetitten eller viser tegn på sygdom, tages der hånd om problemet med det samme. Derfor har medarbejderne altid førstehjælpskassen med sig rundt. Hurtig indsats er afgørende for både sundhed og holdbarhed, understreger Mette Hjort.
I øjeblikket er der ingen søer i sygestierne. Ellers går de i en fælles sygesti, hvor de får mere bevægelse, ekstra lækkert foder og eventuelt behandling, så de hurtigt er på benene igen.
Høje standarder for de næste polte
Ved udvælgelse af de næste søer lægger Mette Hjort især vægt på moderegenskaber, malkeevne og sundhed. Samtidig holder hun poltenes alder før løbning nede, for det har betydning for holdbarheden:
Det kan mærkes på holdbarheden, hvis søerne bliver for gamle eller for tunge ved første løbning. Derfor løber vi ingen polte over 37 uger, forklarer Mette.
Nogle kan være skeptiske over for, om alder ved første løbning virkelig har så stor betydning, men Mette holder fast, og resultaterne taler for sig selv med en so-overlevelse på over 95 % for hele året.
Topresultater i farestalden
Også i farestalden er der rigeligt at se til. Ifølge Mette er pattegrisene blevet stærkere og mere robuste efter DanBreds ændring af avlsmålet, hvilket øger deres overlevelsesevne.
Grisene lever op til hendes egne krav om såkaldte ”marcipangrise” – ensartede, livskraftige og med et godt udgangspunkt fra start. I 2025 er det blevet til 20,2 levendefødte med 13,8 fravænnede pr. fravænning og 18,6 fravænnede pr. kuld og en samlet pattegriseoverlevelse på 92 % for hele året, hvilket må betegnes som meget tilfredsstillende.
Medarbejdere og rutiner skaber stabilitet
Foruden faste rutiner er det dygtige medarbejdere, der løfter niveauet i stalden. Efter en periode med udskiftning blandt medarbejderne er der nu kommet stabilitet i hverdagen.
John, som passer drægtighedsstalden, er kommet godt ind i rutinerne og det mindset, som Mette arbejder med i sin besætning. Imens er hun ved at oplære en lovende medarbejder i farestalden, så hun i stedet kan bruge mere tid med familien uden at gå på kompromis med kvaliteten og velfærden i stalden.
Stærkt netværk løfter vidensdeling
Hos DanBred har vi et stort fokus på at dele viden, særligt kombineret med praktisk erfaring. Det kan kun lade sig gøre takket være et stærkt netværk af leverandører og producenter, der åbner deres stalde og deler gavmildt ud om deres rutiner.
Dalhus er én af de besætninger, og deres resultater viser en dedikeret og professionel indsats, som er med til at inspirere og løfte som en del af fællesskabet.


