På Solbjerggaard har de vist, at stabile resultater og højere overlevelse hos både søer og pattegrise ikke nødvendigvis kræver store investeringer. Gennem samarbejde og stabile rutiner har de løftet so-overlevelsen til 95 % for deres renracerede søer.
De har styr på rutinerne, der sikrer, at avlsfremgangen slår igennem på Solbjerggaard. Det oplever Paul Bonde Christiansen, der har en opformering med 620 søer af DanBred Landrace på Als i Sønderjylland. De seneste to år har han set en udvikling i overlevelsen, der kun er gået én vej, og resultaterne taler for sig selv.
Fremgang uden store ændringer
Foderblandingen er den samme, staldsystemet er ældre, men velfungerende, og arbejdsrutinerne har kun fået små justeringer. Alligevel har de med egne ord knækket koden for højere overlevelse, mens de kan præstere tæt på 40 grise per årsso med deres renracede søer.
En af de mindre, men afgørende, justeringer er, at poltene løbes lidt tidligere end før, så poltenes vægt ved første løbning følger anbefalingerne, som har indflydelse på holdbarheden i soholdet. Det er med til sikre, at de har en stabil so-overlevelse på 95 %.
”Jeg tæller aldrig patter”
Sådan siger Maja Jacobsen, der er farestaldsansvarlig på Solbjerggaard. Når Maja kuldudjævner, vurderer hun hver enkelt so, og lægger dem ud med 15 til 16 grise. I I starten gjorde hun det med forsigtighed, men efter at have set resultaterne, ved hun nu, at søerne sagtens kan klare det, og besætningen ligger nu stabilt på 14,5 i egenfravænning.
Maja kigger aldrig på antallet af patter, før hun beslutter, hvor mange pattegrise søerne kan passe. For hun oplever, at søerne malker godt, og at pattegrisene vokser og trives bedre end nogensinde før, også når der er flere grise end der er patter. Faktisk ligger pattegriseoverlevelsen i farestalden nu stabilt på 95 %.
Ambitioner i øjenhøjde
Når rutinerne sidder i skabet, og alle arbejder mod samme mål, kan man skabe imponerende resultater – og stadig have ambitioner om at blive endnu bedre. For selvom resultaterne er gode, bliver de ikke taget for givet.
”Vi skal ikke hvile på laurbærrene, vi kan jo altid blive bedre.” siger Maja, der er glad for resultaterne. Nu gælder det om at holde hinanden oppe på rutinerne, for indsatsen kan også mærkes på arbejdet i stalden.
Medarbejderne er enige om, at hverdagen er blevet nemmere. For søerne er roligere, nemmere at håndtere og mere robuste end tidligere, som de også tydeligt kan se på so-overlevelsen.
Godt samarbejde og simple løsninger
En af de vigtigste nøgler til succes er samarbejdet mellem medarbejderne og de enkelte staldafsnit.
”Hvis noget går skævt, snakker vi sammen og finder årsagen og løsningen i fællesskab,” understreger Maja.
Sådan gik det også til, da de indførte en simpel, men effektiv rutine: På hver sti hænger et par blå futter. Når medarbejderne tager dem af og på mellem stierne, mindskes risikoen for smittespredning.
”Det tager kun få sekunder, men det betyder rigtig meget for smittepresset i stierne og sundheden hos grisene,” siger Maja, mens hun tager futterne på og går ind i stien.
Holdet på Solbjerggaard har vist, at store resultater kan skabes med stærke rutiner og godt samarbejde. Med en so-overlevelse på 95 %, høj pattegriseoverlevelse og tæt på 40 grise pr. årsso med renracede søer har de meget at være stolte af.


